Offentlig bekendtgørelse af forslag til lokalplan 444 og forslag til kommuneplantillæg 18

Byrådet i Syddjurs Kommune besluttede den 30. april 2025 at vedtage lokalplan 444 med tilhørende kommuneplantillæg nr. 18 som forslag

Høringsfrist 02.07.2025 Område 8410 Rønde Lagt online 07.05.2025 Type Lokalplan Sagsnummer 25/11133

Lokalplanområdet er placeret centralt i Rønde langs med Hovedgaden og er ca.
6.900 m2 stort.
Lokalplanområdet udlægges med et areal på ca. 6.900 kvm eller 0,6 ha og omfatter
matriklerne 38bo, 38ad, 2fi, 2eø, 2fa, 2dq, 1i, 1l, del af matrikel 7000o og del
af matrikel 7000a alle Rønde By, Bregnet.

Lokalplanen giver mulighed for at etablere nye boliger i form af etageboliger, lokalplanen udlægger areal til nyt vejareal og sikrer arealer til fælles grønne opholdsarealer.

Der er fastlagt byggefelter, indenfor hvilket ny bebyggelse skal placeres. Bebyggelsen må opføres i maksimalt 4 etager, hvoraf nederste etage udelukkende må opføres som kælder. Ny bebyggelse må etableres med en maksimal højde på 14 m. 

Det er med lokalplanen fastlagt hvilke materialer og farver, som må anvendes på facader og tage.

Debatperiode

Forslaget er fremlagt til offentligt debat i perioden:

fra den 7. maj 2025 til den 2. juli 2025.

Offentligt borgermøde
Der afholdes offentligt borgermøde om planforslagene på Rønde Idrætscenter, lokale: Pyramiden (Skrejrupvej 9B, 8400 Rønde)

mandag den 16. juni 2025 kl.19.30 - Tidspunkt ændret fra 16.30 til 19.30 på grund af ekstraordinært byrådsmøde


I høringsperioden kan borgere og foreninger m.fl. komme med bemærkninger, ændringsforslag og indsigelser
til det fremlagte planforslag.

Bemærkninger, ændringsforslag og indsigelser skal være Syddjurs Kommune i hænde senest den 2. juli
2025.

Persondata og midlertidige retsvirkninger

Persondata
Alle indsendte høringssvar (bemærkninger, ændringsforslag og indsigelser mv.) er omfattet af offentlighedslovens regler, og vil blive offentliggjort på Syddjurs Kommunes hjemmeside samt indgå i den videre politiske behandling. Det betyder, at navn, adresse, telefonnummer, mailadresse og anden personlig oplysning, som oplyses i høringssvar, vil ligge offentligt tilgængeligt.

Personer registreret med navne- og adressebeskyttelse, opfordres til, at oplyse dette i forbindelse med indsendelse af høringssvar.


Midlertidige retsvirkninger
Ejendomme, der er omfattet af planforslaget, må ikke bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af den endelige plans indhold.

Miljøvurdering
Kommunen har foretaget en screening af planforslaget og vurderet, at indholdet i ovennævnte planforslag ikke kræver yderligere miljøvurdering iht. § 10 i Miljøvurderingsloven.

Du kan finde afgørelsen på www.syddjurs.dk.

Beslutningen om ikke at gennemføre en miljøvurdering bekendtgøres hermed.

Afgørelsen kan påklages til Planklagenævnet. En evt. klage skal være indsendt inden fire uger fra den offentlige bekendtgørelse dvs. senest den 04.06.2025.

Hvis du vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder fra den offentlige bekendtgørelse, dvs. senest den 12.11.2025.

Du kan finde klagevejledningen på Planklagenævnets
hjemmeside, på www.naevneneshus.dk

Her kan du se forslag til plandokumenter
Planerne kan ses på følgende hjemmesider:
www.syddjurs.dk
www.plandata.dk

Høringssvar (7)

Her kan du se alle indkomne høringssvar

Bemærkninger til lokalplanforslag 444
Dato
02.07.2025 10:52
By
8410 Rønde
Navn
Peter Odderskær
Bemærkninger til lokalplanforslag 444 Vi støtter de bemærkninger og begrundelser, som Dorte Foldager har fremsendt til lokalplanforslaget mht arkitektur og ændring af den foreslåede bebyggelse til bygninger med lavere højde (to etager), bla på grund af store problemer med indkig til eksisterende boliger. Vi støtter tillige det fremsendte forslag (indsigelse fra Pia og Ole Thomsen) om at udarbejde en målefast visualisering af det planlagte nybyggeri med hensyn til vurdering af problemerne i forhold til ’indkig’ til eksisterende boliger i området. Støj Det foreslås, at der foretages en beregning og og vurdering af, hvordan det nye etagebyggeri vil påvirke støjforhold (eks refleksioner af støj fra Hovedgade, vareindlevering til butikker mm) i relation til eksisterende boliger i området. Der er i forslaget kun lavet beregninger af støjforhold i det planlagte etagebyggeri. Trafikforhold Af lokalplanbestemmelserne fremgår, at ’lokalplanområdet kun må vejbetjenes fra Solsortevej’! Der er langs Solsortevej sket en kraftig stigning i trafikbelastningen, siden Rema 1000 blev bygget. Det er tydeligt for alle, der bor langs vejen. Der er kun ét fortov, og de stadig flere biler udgør ud over en øget støjbelastning en reel risiko for de beboere, der bor langs nordsiden af vejen. Blandt disse er der flere småbørnsfamilier. Vi frygter, at det foreslåede byggeri vil øge trafikmængden betydeligt, hvis der ikke tages effektive midler i brug for at ændre trafikforholdene ad Solsortevej. Dette kunne eksempelvis modvirkes via skiltning om adgangsforhold/ensretning, etablering af shikaner og en hastighedsbegrænsning på 30 km. Derudover ville et nyt trafiklys og fodgængerovergang ved Drosselvej/Hovedgaden kunne afhjælpe en stor del af trafikbelastningen i hele området, samt sikre en mere tryg passage for blandt andet beboere i ældreboligerne ved Byens Hus. Parkering Vi anbefaler, at kommunen og bygherre sikrer sig, at der etableres et tilstrækkeligt antal parkeringspladser til områdets nye beboere, gæster og handlende til de nye butikker. Kun fire p-pladser ser ud til at være afsat til handlende i de nye butikker! Vurderet ud fra lokalplankort i forslaget til Lokalplan 444, er det ikke muligt at se om disse forhold er afstemte. For få p-pladser vil uvægerligt føre til øget parkering på områdets eksisterende veje – herunder Solsortevej! Påvirkninger fra byggeri Jordbundsforholdene i Rønde kan gøre nybyggeri problematisk jvf byggeriet af bla. Byens Hus. Det foreslås, at kommunen/bygherre sikrer sig, at nybyggeriet ikke kommer til at påvirke de eksisterende boliger i området (eks gennem sætningsskader). Peter og Gitte Odderskær Rønne Allé 5, 8410 Rønde
Ingen altaner eller indkig - Tak!
Dato
01.07.2025 22:49
By
8410 Rønde
Navn
Nynne Karen Nørlund Steenild
Da vi købte vores hus på Skolevej 13 var vi bekendt med byggeriet af Byens Hus. Det grønne område med de store træer har delvist forhindret en del indkig i både vores og naboers matrikel fra hovedgaden op mod nord/ nordvest. Det kommer der nu med det nye etagebyggeri og især hvis der etableres altaner og det uanset hvor høje bygningerne bliver. Der er vedtaget at der skal etables en fortætning af byggeri i Rønde by, men jeg håber at der tages hensyn til allerede omkringboende borgere i det pågældende område, end til bygherrens planer. Trafiksikkerheden på Solsortevej skal sikres for gående trafikanter med etablering af fortorv på begge side af vejen, da der med det nye byggeri kommer flere biler og dermed bliver det en farligere vej.
Indsigelse med bilparkeringsforslaget
Dato
29.06.2025 18:11
By
8410 Rønde
Navn
Dorthe Foldager
Rønde er en pendler by. Derfor skal der også være plads til parkering af 2 biler pr. husstand. Dette ses ikke opfyld af Forslag til lokalplan 444. I stedet for ser jeg på side 35 næste nederst følgende skrevet: ”Såfremt parkeringskravene ikke kan opfyldes på egen grund, kan der indbetales for de manglende parkeringspladser til Syddjurs Kommunes Parkeringsfond” Det betyder kort og godt, at udover den ekstra trafik, som de nye boliger vil give på Solsortevej, vil Solsortevej også blive omdannet til parkeringsplads for de nye boligers biler, hvilket vil gøre kørslen på Solsortevej meget besværligt og meget utrykt/farlig. Jeg bor selv på Vestre Fasanvej. I forbindelse med byggeriet af Byens hus, skulle der etableres nok parkering til plejehjemmets biler samt de ansattes. Dette skete ikke, hvilket betyder, at de ansatte, besøgende samt gæster ved div arrangementer, osv bruger vores villavej til parkering. Dette giver dagligt farlige situationer. Der bliver parkeret i vejkryds, ud for indkørsler. De parkerede biler gør vores villavej meget smal, så bløde trafikanter bliver presset. Heldigvis kommer brandvæsnet og ambulancer ikke forbi, men en dag får vi behov for det og så er jeg ikke sikker på det kan lade sig gøre. For os er Vestre Fasanvej blevet gjort til den mest farlige vej, vi daglig færdes på. Nogle af parkeringerne er jo ikke lovlige, men vi kan ikke få politi og parkeringsvagter forbi. Så det, der er sket hos os er, at Syddjurs Kommunes Parkeringsfond har fået en hel del penge på bekostning af beboernes sikkerhed.
Ændringsforslag til Forslag til lokalplan 444
Dato
29.06.2025 18:10
By
8410 Rønde
Navn
Dorthe Foldager
I stedet for opførelse af etagebyggeri foreslår jeg opførelse af rækkehuse i 2-plan. Rønde er en by bestående af flest villaer. Rønde er en by, som ligger højt i landskabet. Derfor bør et byggeriet tage udgangspunkt i dette. Ved at bygge rækkehuse i 2-plan, vil byggeriet falde mere naturligt ind i de eksisterende omgivelser, da byggeriet vil fremstå som villaer med en stue og 1. sal. Byggeriet vil også fremstå ens ved ens højde på alle rækkehusene. Ved lavere bebyggelse ud mod hovedgaden, undgås en tunneleffekt op af hovedgaden og lys og åbenhed bevares. Vi må huske på hvad det er der gør Rønde attraktiv, hvad det er der gør, at vi vælger den til. Både for os der har boet her længe og dem der lige er flyttet til. Det er lys og luft. Pladsen til at tænke de tanker, der giver ro – Det skal vi da ikke ødelægge. Det er jo derfor, vi alle har bosat os i Rønde. I forvejen er Byens hus en skamplet og en øjebæ ang. højden m.v. for rigtig mange nuværende beboere. Vi behøver ikke flere skampletter. Vi vil rigtig gerne have byggeri med omtanke for det eksisterende udtryk samt byens sjæl og DNA. Ved at bygge rækkehuse er det muligt at etablere små haver i stueniveau og fransk altan på 1. sal, i stedet for altaner. Små haver i stueniveau vil være med til at grønne området. Rækkehusene bør også indrettes, så det f.x. er soveværelse og toilet, som vender mod andet bebyggelse. Jeg foreslår, at rækkehusene ud mod hovedgaden gøres til kollegie-/ungdomsboliger UDEN haver, men med det grønne areal Lokalplan 444 ligger op til i forvejen. Linje 123 stopper ved universitetet og Navitas. Kollegie-/ungdomsboliger er også med til at støtte, at de unge kan blive i kommunen under uddannelse og derved forhåbentligt blive i kommunen efterfølgende. Det kan skabe tryghed for de unge at forblive tæt på hjemmet. De resterende rækkehuse foreslår jeg gøres attraktive for unge nye familier, som kan bruge rækkehusene som ”springbræt” til at rodfæste sig i vores skønne område. Endvidere foreslår jeg, at der etableres højt samt tæt beplantning mod eksisterende boliger samt mod Solsortevej for at mindske, at nuværende beboer i området føler sig overbegloet fra rækkehusene. Byggeriet vil stadigvæk leve op til et ønske om fortætning. Der kan stadigvæk laves parkeringsanlæg under rækkehusene ved hovedgaden for at udnytte det markante terrænspring. Jeg synes ikke udearealerne i Forslag til lokalplan 444 tager hensyn til handikappede. Her tænker jeg på de trapper, som der ønskes at etableres som en del af udeopholdsrummet. Jeg er ikke selv handikappet, men der må være forskellige handikapråd, som kan spørges til råds, om hvordan et udeareal bør anlægges. Der vil ikke blive plads til butikker eller erhvervslokaler i stueetagen ud mod hovedgaden og der vil ikke blive brug for p-lommer til biler på hovedgaden. Hovedgaden er presset i forvejen af nuværende trafik. Ved at etablere butikker eller andet erhverv vil 4 p-lommer ikke være nok og vi vil se parkerede biler på vejen eller på fortovet, som vil besværlige gøre trafikafviklingen endnu mere. Etableringen af Rema har allerede gjort trafikafviklingen mere besværlig. Jeg synes, butikker og små erhverv skal holdes til det etablerede område, hvor der allerede er parkeringspladser tilknyttet bag butikkerne og erhvervsvirksomhederne. Vi har brug for erhverv, men det i langt større forhold end hvad byggeriet i Lokalplan 444 ligger op til. Vi har brug for virksomheder, som f.x. PR. Dette vil også være med til at sikre et bedre klimaaftryk, da flere så måske ikke skal køre så langt for at komme på arbejde.
Indsigelse til forslag til lokalplan 444
Dato
26.06.2025 13:01
By
8410 Rønde
Navn
Erhvervsgrunde Følle A/S - Kristina Dalsgaard
Til Syddjurs Kommune, Vedrørende ovennævnte lokalplan ønsker undertegnede hermed at indsende en formel indsigelse mod den nuværende formulering, hvori det fastslås, at stueetagen udelukkende må anvendes til erhvervsformål. Bygherre har fuld forståelse for kommunens ønske om at sikre levende bymiljøer og understøtte erhvervslivet i området. Det er dog vores vurdering – baseret på både erfaring og dialog med erhvervsmæglere – at der er en reel risiko for, at det vil være vanskeligt at udleje alle stueetagens enheder til erhverv. Særligt i en tid hvor mange detail- og serviceerhverv er under pres, og hvor efterspørgslen på erhvervslejemål i netop denne type område er begrænset. Vi foreslår derfor, at lokalplanens bestemmelser ændres, så der skabes mulighed for fleksibilitet. Konkret ønskes følgende tilføjelse: “Såfremt det ikke er muligt at udleje stueetagens enheder til erhvervsformål efter dokumenteret forsøgsperiode på minimum 3 måneder, kan enhederne alternativt anvendes til boligformål.” En sådan fleksibel formulering vil sikre, at området ikke henstår med tomme erhvervszoner, hvilket kan have en negativ indvirkning på både byliv og ejendommens helhedsindtryk. Samtidig vil det fastholde intentionen om erhverv i stueetagen som førsteprioritet, hvilket vi som bygherre gerne tilgodeser – så længe der gives mulighed for alternativ anvendelse, hvis markedsvilkårene ikke tillader andet. Vi håber, kommunen vil imødekomme ønsket om en mere balanceret og realistisk tilgang, der både understøtter kommunens udviklingsmål og skaber forudsætninger for en bæredygtig og gennemførlig ejendomsudvikling Med venlig hilsen Søren Birch Rasmussen & Kristina Dalsgaard Bygherrer for Erhvervsgrunde Følle A/S Sbr@vam.dk 26. Juni 2026
Høringssvar
Dato
26.06.2025 09:12
By
8410 Rønde
Navn
Pia og Ole Thomsen
høringssvar Solsortevej 5, 8410 vedhæftes som bilag.
h_ringssvar_sagsnr_2511133.pdf
Download
Birkeparken, Solsortevej, Hovedgaden RøndeS
Dato
22.06.2025 14:53
By
8410 Rønde
Navn
Søster Ibsen
Spændende projekt, som fremkalder STORE ønsker for Solsortevej, - at fortovet på Rønnealle gennemføres med forhøjelse og dermed nedsætter hastighed, - gennemkørsel forbudt fra vest mod øst, - allerhelst begge veje, - chikane ved ca. nr. 7. - der skal tages hensyn til at der IKKE er fortov på nordsiden. Af hensyn til nærmeste nabo må det være naturligt for byggeriet, at altan på bygning 10 vender mod syd og IKKE mod øst.

Abonnér på høringer

Vil du abonnere på Høringer? – Tilmeld dig vores automatisk nyhedsmail - så får du en mail hver gang siden opdateres.

Vi videregiver ikke din mailadresse til andre parter og anvender den ikke til andre formål. Du kan til enhver tid afmelde dig ved at klikke på Afmeld i de mails du modtager.

Gå til tilmeldingsside