Offentlig bekendtgørelse af forslag til lokalplan 474 for sommerhusområde ved Dråby Strand

Byrådet i Syddjurs Kommune besluttede den 16. september 2026 at vedtage ovennævnte plan som forslag til offentlig høring.

Høringsfrist 16.12.2026 Område 8400 Ebeltoft Lagt online 21.10.2026 Type Lokalplan Sagsnummer 26/26433
Indsend høringssvar

Forslag til Lokalplan 474 for sommerhusområde ved Dråby Strand
Lokalplanområdet er ca. 16 ha stort og ligger ved Dråby Strand mellem det eksisterende sommerhusområde ved Hjuldampervej og Dråby Strandvej.
Lokalplanen skal muliggøre etablering af sommerhuse med tilhørende fællesfaciliteter.

Offentlig høring

Forslaget er fremlagt til offentligt debat i perioden:

fra den 21. oktober til den 16. december 2026.

I høringsperioden kan borgere og foreninger m.fl. komme med bemærkninger, ændringsforslag og indsigelser til det fremlagte planforslag.

Bemærkninger, ændringsforslag og indsigelser skal være Syddjurs Kommune i hænde senest den 16. december 2026 kl. 23:59.

Bemærkninger skal være skriftlige og skal indsendes via høringsportalen, som du finder på:
www.syddjurs.dk/da/hoeringer-og-afgoerelser

Borgermøde

Der afholdes offentligt borgermøde om lokalplanforslaget:

mandag den 2. november 2026, kl. 17.30

på Rådhuset i Ebeltoft, Lundbergsvej 2, 8400 Ebeltoft.

 

Du kan tilmelde dig borgermødet her: https://event-link.dk/arrangement/62250/

Midlertidige retsvirkninger

Ejendomme, der er omfattet af lokalplanforslaget, må ikke bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af den endelige plans indhold.

De midlertidige retsvirkninger gælder fra lokalplanforslagets offentliggørelse og indtil den endeligt vedtagne lokalplan er offentliggjort - dog højst i ét år.

Når lokalplanen er vedtaget endeligt i Byrådet, vil planen være gældende fra og med den dato, hvor den endelige vedtagelse offentliggøres

Miljøvurdering

Kommunen har foretaget en screening af planforslagene og vurderet, at indholdet i ovennævnte planforslag ikke kræver yderligere miljøvurdering iht. § 10 i Miljøvurderingsloven.

Planforslaget omfatter et mindre område på lokalt plan, og det er vurderet, at ændringerne ikke vil få væsentlig negativ indvirkning på miljøet.

Beslutningen om ikke at gennemføre en miljøvurdering bekendtgøres hermed. Afgørelsen kan påklages til Planklagenævnet.

Klagevejledning

En evt. klage skal indsendes via Klageportalen, som du finder via www.naevneneshus.dk.

Når du klager skal du betale et gebyr. Gebyret er på 900,- kr. for privatpersoner og 1.800,- kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder. Gebyret tilbagebetales, hvis klageren får helt eller delvis medhold i klagen.

En evt. klage skal være indsendt inden fire uger fra den offentlige bekendtgørelse. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag, dvs. senest den 8. oktober 2025.
Du kan finde klagevejledningen på Planklagenævnets hjemmeside, på www.naevneneshus.dk.

Høringssvar (6)

Her kan du se alle indkomne høringssvar

Indsend høringssvar
Feriehusudlejernes Brancheforening ønsker lokalplan med mulighed for store sommerhuse
Dato
27.10.2026 11:07
By
1464 København K
Navn
Poul Fejer Christiansen, Feriehusudlejernes Brancheforening
Høringssvar vedrørende forslag til lokalplan 474 for sommerhusområde ved Dråby Strand Feriehusudlejernes Brancheforening har med interesse læst det fremsendte udkast til lokalplan. Vi er tilfredse med, at Syddjurs Kommune ønsker at udlægge et nyt område til sommerhuse. Vi ønsker dog, at selve udformningen af lokalplanen ændres, så det muliggøres at bygge større sommerhuse på en del af lokalplanområdet. Vi vil foreslå, at lokalplanen udformes efter de principper, som Erhvervsstyrelsen har i sin vejledning fra den 8. januar 2021, "Vejledning om kommunernes planlægning for store sommerhuse". Heri er det beskrevet, hvorledes store sommerhuse bedst muligt kan placeres. I det konkrete tilfælde i lokalplanen vil det betyde, at de store sommerhuse skal placeres ved Dråby Strandvej, og med egen indkørsel fra Dråby Strandvej. Der skal desuden være kraftig beplantning mellem området med de store sommerhuse og de øvrige huse. Som det fremfremgår af den medsendte skitse, så foreslår vi, at der etableres felterne A og B mod Dråby Strandvej. I felt A skal udlægges grunde, der er 2.400 m². Det betyder, at husene med en bebyggelsesprocent på 15% kan blive 360 m². Dem kan der være 9 af i felt A. I felt B vil vi foreslå, at der bliver udlagt grunde, der er 1.500 m². Det giver mulighed for huse, der kan blive 225 m². Dem kan der være 15 af i felt B. Baggrunden for ønsket om store sommerhuse er, at disse er meget populære, når større familier og vennegrupper ønsker at holde ferie, fri, weekender sammen, hvor de kan mødes og selv lave mad, hygge, gå ture, slappe af mv. De store sommerhuse kaldes ofte fejlagtigt "fest- eller partyhuse". Dette er ganske misvinde, da meget få eller ingen ejere af sommerhuse - store som små - ønsker at udleje deres sommerhuse til afholdelse af fester. De store sommerhuse bidrager særdeles godt til den lokale handel, da gæsterne typisk selv laver mad og foretager indkøbene lokalt i nærheden af sommerhusene. Med venlig hilsen Feriehusudlejernes Brancheforening
skitse_for_lokalplan_for_dr_by_strand.pdf
Download
Trafiksituation Dråby Bygade
Dato
26.10.2026 15:22
By
8400 Ebeltoft
Navn
Martin Christensen
Til: Syddjurs Kommune – Plan, Udvikling og Mobilitet Vedrørende: Indsigelse / høringssvar til Forslag til Lokalplan nr. 474 (Sommerhusområde ved Dråby Strand) Sagsnr.: 26/20934 Undertegnede ønsker hermed at fremsætte formel indsigelse mod forslaget til Lokalplan nr. 474 med særligt fokus på de trafikale konsekvenser og trafiksikkerheden i oplandet, herunder Dråby by. 1. Mangelfulde trafikvurderinger for gennemkørselsbyen Dråby I lokalplanens miljøscreening (Bilag C, s. 10) vurderes det, at tilkørselsvejene kan håndtere stigningen, men vurderingen stopper ved Dråby Strandvej. Der er ikke udarbejdet en egentlig trafikanalyse for den afledte trafik gennem Dråby by (Dråbyvej/Bysvinget). En væsentlig del af trafikken til og fra 108 store sommerhuse – både gæstetrafik, serviceselskaber og tung anlægstrafik – vil naturligt søge gennem Dråby by mod det overordnede vejnet. 2. Eksisterende, dokumenterede trafiksikkerhedsproblemer ved Dråbitten Trafiksikkerheden igennem Dråby er i forvejen kritisk belastet. Kommunens egne nylige hastighedsmålinger ved børnehaven Dråbitten viser, at over 15 % af bilisterne overskrider hastighedsgrænsen på 40 km/t markant (kører over 48 km/t). Forholdene omkring Dråbitten og Bysvinget er præget af dårlige oversigtsforhold, manglende fortove samt bløde trafikanter (børn, forældre, gående og cyklister), der deler begrænset plads med biler og lastbiler. At tilføre yderligere flere hundrede daglige kørsler fra et nyt stort sommerhusområde på en i forvejen farlig strækning er uforsvarligt uden samtidige afbødende tiltag. 3. Krav og ændringsforslag til planen: Der skal udarbejdes en helhedsorienteret trafikanalyse, der belyser den samlede trafiktilvækst gennem Dråby by, herunder anlægsfasens tunge trafik. Der skal i lokalplanen og tilhørende udbygningsaftaler stilles krav om, at der etableres permanente trafiksikrings- og hastighedsdæmpende foranstaltninger (f.eks. chikaner, hævede flader, forbedrede oversigtsforhold og sikre krydsningspunkter) ved Dråbitten og gennem Dråby by, før området tages i brug (jf. § 15). Ruteplaner for tung anlægstrafik skal fastlægges, så kørsel med tunge byggematerialer og jordflytning ledes uden om sårbare byområder med institutionsbørn. Med venlig hilsen Martin Christensen
I mod store sommerhuse tæt på nuværende sommerhusområde samt antal af sommerhuse
Dato
26.10.2026 08:52
By
4600 Køge
Navn
Jette Clausen
Jeg ønsker, at der i forbindelse med udstykning af nyt sommerhus område tages større hensyn til det nuværende sommerhusområde, samt det omkringliggende miljø. Derfor skal antallet af sommerhuse med et km areal over 230 begrænses til max 6 stk. Endvidere skal disse placeres længst væk fra det eksisterende sommerhus, altså ud mod den største asfalterede vej, altså Dråby Strandvej.
Indsigelse mod flere sommerhusudstykning i kystnært område
Dato
24.10.2026 16:03
By
8400 Ebeltoft
Navn
Elsebeth og Søren Bentzon Sørensen
Følgende taler imod at tillade flere sommerhusudstykninger: 108 nye sommerhuse på 180 m2 plus terrasse på op 100 m2 og plus 50 m2 carport, udhuse eller lignende vil slide meget på infrastrukturen og genere landsbyen, Dråby med yderligere trafik hele året. En stor sommerhusby, hvor husene må udlejes 41 uger om året, belaster et lokalt naturskønt landområde meget. I andre kommuner kan man begrænse sommerhuses størrelse og grundens byggeprocent. F.eks.i kommunerne Lemvig, Ringkøbing/Skjern, Gribskov/Halsnæs. Hvorfor tillader Syddjurs sommerhuse på op til 180 m2 plus terrasse på op 100 m2 og plus 50 m2 carport, udhuse eller lignende? Syddjurs Kommune går i mod egen bæredygtighedsstrategi fra 12.2.2024 om: "De mest bæredygtige kvadratmeter er dem, der aldrig bliver bygget. Derfor er det strategiens overordnede målsætning, at hvis der bygges nyt, skal være så bæredygtigt som muligt, med så få kvadratmeter som muligt. Når der bygges, skal der bygges med den mest optimale udnyttelse af pladsen." Området er god landbrugsjord. Der findes meget sandjord i Syddjurs Kommune, som kan bruges til sommerhuse. Området er tung stiv lerjord, hvor det er svært at lede vandet væk fra. Sandjord dræner nemmere selv vandet. Syddjurs Kommune har endnu ikke styr på spildevandsproblematikken for området. Der er endnu ikke lavet et miljøvurderingsrapport for området i dette kystnærhedszoneområde. Området ligger tæt på Nationalpark Mols Bjerge. Området ligger tæt på Natura2000 område. Syddjurs Kommune går i mod egne intentioner i 2020. Det vil sige Syddjurs Kommune opfylder IKKE miljørapport fra 15.1.2020 ved godkendelse af ny lokalplan 2026: Syddjurs Kommune om området ved Dråby Strand: "• indgår i et bevaringsværdigt kystlandskab • er omfattet af geologiske og grundvandsinteresser • ligger inden for kommunens udpegning af værdifulde landskaber • er omfattet af Naturstyrelsens udpegning af nationale geologiske interesseområder og nationale kystlandskaber • er omfattet af Syddjurs Kommunes specifikke geologiske bevaringsværdier • at fremtidig bebyggelse med store, markante huse i flere plan kan påvirke den overordnede landskabsoplevelse væsentligt • at rammeudlægget indebærer risiko for at svække grundvandsbeskyttelsen"
Stop lokalplan ved Dråby
Dato
23.10.2026 17:57
By
8544 Mørke
Navn
Ebba Grethe Møgelvang Laursen
Vedrørende: Indsigelse mod Forslag til Lokalplan nr. 474 – Sommerhusområde ved Dråby Strand Sagsnummer: 26/26433 Undertegnede ønsker hermed at indsende en officiel indsigelse og protest mod det fremlagte forslag til Lokalplan nr. 474. Selvom jeg ikke selv er bosat i Dråby i dag, indsender jeg dette høringssvar baseret på dyrekøbte, personlige erfaringer med, hvad det gør ved et kystnært lokalsamfund, når det invaderes af overdimensioneret sommerhusbyggeri. Sommerhusejere betaler ikke personskat til denne kommune, kun grundskyld og ejendomsskat, derfor er de i forvejen en belastning for vores kommunale økonomi. Jeg har tidligere ejet et helårshus blot 150 meter fra stranden ved Fjellerup Strand (1992-2004). Her oplevede jeg på egen krop, hvordan et roligt kystområde fuldstændig ændrede karakter og blev ubeboeligt, efter det blev omringet af massive mængder sommerhuse. Efter at have passet et fuldtidsjob hele ugen, var det umuligt at finde ro i weekenden. Det eksisterende lokalmiljø blev oversvømmet af støj fra motorsave, græsslåmaskiner, høj musik samt råben og skrigen. Grænserne for privatlivets fred forsvandt i en sådan grad, at fremmede sommerhusgæster gik ind i min have, stjal æbler, kiggede ind ad vinduerne og stjal brænde fra min carport. Presset på livskvaliteten blev så voldsomt, at jeg til sidst så mig nødsaget til at sælge mit elskede hus og flytte. Det er præcis den samme ulykkelige udvikling, Syddjurs Kommune er ved at igangsætte i Dråby med Lokalplan 474. Jeg opfordrer Byrådet til at afvise planen ud fra følgende argumenter: 1. Uudholdelige naboulemper og tab af rekreativ værdi Når man tillader 108 nye grunde, hvor der kan bygges huse på op til 180 m² (med plads til 20+ personer), planlægger man reelt for en konstant strøm af fest- og udlejningsgæster. Erfaringen viser, at korttidslejeturister ikke har samme respekt for lokalområdet, naboerne eller privatlivets fred som fastboende. Den støj, larm, trafik og mangel på respekt, som jeg oplevede ved Fjellerup Strand, vil med statsgaranti ramme de eksisterende beboere i Dråby i endnu voldsommere grad pga. husenes enorme kapacitet. 2. Ødelæggelse af det eksisterende lokalsamfund Dråby Strand er i dag kendt for sin ro og uforstyrrede natur. At placere hvad der svarer til et gigantisk feriecenter midt i et eksisterende, roligt område, vil ødelægge balancen fuldstændigt. Kommunen risikerer at fordrive de mennesker, der har valgt Dråby netop på grund af freden, fordi hverdagen og weekenderne bliver uudholdelige at opholde sig deri. 3. Overgreb på kystnærhedszonen og sårbar natur Projektets omfang på 16 hektar landzone vil desuden ændre områdets hydrologi og belaste naturtyperne omkring Dråby Sø og Kattegat. Byrådet har sendt planen i høring uden fuldt belyste løsninger på spildevand og infrastruktur, hvilket er dybt bekymrende for et så sårbart kystmiljø. Med de miljømæssige udfordringer som spildevand er i dag, bør man alene af den grund trække stikket og sige nej til mere kyst og naturen nært sommerhus byggeri. Konklusion: Kommunen bør beskytte sine borgere og sin natur mod den form for ureguleret og kommerciel turisme, som ødelægger menneskers hjem og livskvalitet. Lad ikke Dråby lide samme overlast, som det skete ved Fjellerup Strand. Jeg henstiller på det kraftigste til, at Syddjurs Kommune trækker lokalplanforslaget tilbage.
Nej til 108 Sommerhuse ved Dråby Strand
Dato
21.10.2026 15:51
By
8400 Ebeltoft
Navn
Jann Toft - Nielsen
Sommerhus ejere der ikke bor i kommunen, indbetaler skat i deres bopæls kommune, hvorfor ophold olign ikke dækker den drift mm, kommunen har! klima og natur området er et stort mærkevarer for området ud mod kattegat, også som strand areal, som med fordel kunne tilgåes gårdbutikker i langt mindre omfang, feks en miniature som det ny knebelsbro havne torv, blot gårdshops herunder det nye mejeri i ved thorup, med lokal kunst og kreativitet 8400 udgifterne hertil vil være langsigtede store, jvnf vedligeholdelse, rensning mm den samlede udgift kan spares, deles op og bruges på skelhøje skolen, se plan Jann, 8400
soc__bolgplan_-_carina_manley.pdf
Download

Abonnér på høringer

Vil du abonnere på Høringer? – Tilmeld dig vores automatisk nyhedsmail - så får du en mail hver gang siden opdateres.

Vi videregiver ikke din mailadresse til andre parter og anvender den ikke til andre formål. Du kan til enhver tid afmelde dig ved at klikke på Afmeld i de mails du modtager.

Gå til tilmeldingsside